Fra slagge til sodavandsdåse

Blød genindvunden aluminium i bunke

Når Afatek har renset slaggen for jern og metaller, tager ScanMetal over og oparbejder metallerne i helt renskurrede fraktioner, der erstatter nyudvundne metaller i for eksempel dåser.

ScanMetal tager over, hvor Afatek slipper. Den metalholdige frasorterede slagge bliver forfinet hos oparbejdsningsvirksomheden ScanMetal, som har specialiseret sig i innovativ og miljøvenlig teknologi til den ultimative rensning og sortering af metaller fra slagge.

ScanMetal er ejet af Ejvind Pedersen, som siden 2012 har investeret kontinuerligt i den præcisionsteknologi, der kan differentiere mellem de forskellige metaller og stort set pudse dem skinnende rene, så de kan bruges til nye produkter på lige fod med nyudvundne metaller.

I processen kommer den metalholdige slagge blandt andet gennem en tromle, der udtørrer og slår asken af metallerne og efterfølgende suger dem gennem et filtersystem, hvor de skurrer mod hinanden og så at sige slibes rene, hvorefter de sigtes ud i kornstørrelser på henholdsvis 0,5-2 millimeter, 2-5 millimeter og 5-10 millimeter. Sensorer og røntgenanalyser kan skelne mellem de forskellige metaller på baggrund af eksempelvis metallets sammensætning og vægtfylde.

Metaller fra ScanMetal

Fraktioner med 100 procent rene metaller er hovedsageligt:

  • Blød aluminium
  • Hård aluminium
  • Zink
  • Messing
  • Kobber
  • Rustfrit stål
  • Ædelmetaller
  • Titanium
...

Resultatet af finsortering og rensning er 100 procent rene fraktioner af kobber, zink, messing samt hård og blød aluminium. Dertil bliver nogle legeringer genkendt og lagt i sin egen bunke, f.eks. messing med nikkelindhold, typisk i form af nøgler. Den rene – og dermed bløde – aluminium bliver også adskilt fra den hårde aluminium, som indeholder mere end 0,1 procent kobber.

Støbt aluminium udgør cirka 35 procent af den samlede aluminium og bliver videreformidlet til smelterier, der laver støbegods til industrien, f.eks. fælge eller motorblokke til nye biler. Blød aluminium udgør cirka 65 procent af det samlede genvundne aluminium og bliver eksempelvis brugt af virksomheder, der laver nye aludåser eller alufolie.

Om ScanMetal

Ejet af Ejvind Pedersen, der også er daglig leder af virksomheden

Ligger i Kr. Stillinge ved Slagelse på Sjælland, og modtager slagge fra hele Skandinavien. Behandler cirka 80.000 ton slagge årligt og genvinder i alt cirka 50.000 ton metaller årligt samlet set på fabrikkerne i Birmingham, England og Kirke Stillinge

 

Kontakt

Jens Kallesøe

Direktør