Livscyklusanalyser

Miljøet skal vinde hver gang

Opnåelse af klare miljøforbedringer er en absolut forudsætning, når AFATEK udvikler teknologier og metoder til at genvinde jern, metaller og mineraler. Derfor samarbejder AFATEK med DTU om livscyklusanalyser, der indgår i bedømmelsen af hvilke teknologier, der bedst løser opgaven.

Jo mere metal, der kan udsorteres gennem slaggebehandling, des færre ressourcer som aluminium, kobber og rustfrit stål skal der produceres ude i verden. På den måde nedsætter en forbedret behandling bl.a. ressource- og energiforbruget.

Dokumentation skaber overblik

- Når vi forbedrer vores slaggebehandling, skaber vi som udgangspunkt også miljøforbedringer. Derfor er det afgørende for os at få et så godt overblik som muligt over, hvor vi kan optimere processen, så vi eksempelvis får udsorteret flere metaller med mindst mulig energiforbrug og andre ressourcetræk, fortæller, Jens Kallesøe, direktør i AFATEK.

For at opnå det overblik, samarbejder AFATEK med DTU Miljø om at lave livscyklusanalyser – de såkaldte LCA’er. Med LCA’erne opgør teamet fra DTU, hvad der bliver brugt af ressourcer og energi samt omfanget af emissioner af drivhusgasser, der er forbundet med processen fra produktion af bl.a. metaller til behandling af slaggen hos AFATEK og genanvendelse for eksempel til vejbygning.

- Når de største stykker metal er sorteret fra, så er de lavthængende frugter høstet. Her kan LCA’erne give et billede af, hvordan man kan få endnu mere ud af den slagge, der er tilbage, og hvad det kræver af ressourcer. Det gør vi ved at dokumentere materialestrømme, energiforbrug og emissioner. De data, vi får, viser, hvor det er muligt at optimere processen, siger Thomas Astrup, lektor hos DTU Miljø.

Omfangsrige undersøgelser

Men ligesom det er svært at se metallerne i en håndfuld finkornet sand med det blotte øje, er det også vanskeligt at undersøge alle dele af en kompliceret og lang proces.

- For at få et fuldstændigt billede har vi været nødt til at tage prøver på anlægget og af de produkter, der kommer ud af genanvendelsen af slaggegrus. Udover materialer og energiforbrug, handler det også om den kemiske sammensætning. Derfor undersøger vi også udsivningen af tungmetaller fra de produkter, slaggen bliver genanvendt til, siger Elisa Allegrini, der er ph.d.-studerende på DTU Miljø og arbejder med analyserne fra AFATEK.

Ved at komme helt tæt på alle dele af processen, øger det muligheden for at finde dele, der kan optimeres, så anlægget kan udsortere endnu flere metaller og mineraler med mindst mulig miljøpåvirkning. 

Potentiale til mere

De foreløbige resultater viser, at AFATEK allerede er kommet langt, men det er muligt at forbedre processen yderligere.

- Processen er allerede blevet forbedret over de sidste år, men meget tyder på, at ekstra sorteringsled på behandlingen kan udsortere endnu mere metal end i dag uden at miljøpåvirkningerne vokser samlet set. I dag udsorteres ca. 70 procent af metallerne, men hvis det kan lade sig gøre at løfte det med 10 procent, vil det være en meget klar forbedring, siger Thomas Astrup.

Der er meget at vinde ved at forbedre behandlingen af slagge. Høje ressourcepriser gør det attraktivt at sortere mere, og meget få lande i verden arbejder ligeså indgående med at optimere processen.