Cirkulær økonomi

Afatek kan i dag sortere tæt på 90 procent af alt jern og metal ud af slaggen fra affaldsenergianlæg. Det giver rent slaggegrus med optimal kvalitet, og det sikrer, at jern og metaller bliver genanvendt i nye produkter, hvor det erstatter nyudvundne metaller og sparer CO2-udslip.

Journalist

Afateks opgave er at sørge for optimal genanvendelse af slagge fra affaldsenergianlæg. Det gør vi ved at lave slaggens indhold af mineralske materialer til den bedst mulige kvalitet af slaggegrus, så det kan bruges til anlæg af f.eks. veje, hvor det erstatter både bundsikringsmaterialer og bærelag. For at opnå den rene gruskvalitet finkæmmer vi slaggen for jern og metaller. I dag sorterer vi tæt på 90 procent ud. I totale mængder genvinder Afatek sammen med ScanMetal hvert år 4.000 tons metaller og 10.000 tons jern af de cirka 240.000 tons slagger fra de fem storkøbenhavnske og sjællandske affaldsenergianlæg i vores opland.

Genanvendelse af jern, metaller og mineralske materialer i slaggen fra affaldsenergianlæg udgør sidste led i kæden, der genvinder og genanvender ressourcerne i restaffaldet.

I Danmark går genbrug, genanvendelse og energiudnyttelse af affaldet hånd i hånd. Det affald, som ikke kan genbruges eller genanvendes ved kildesortering, bliver energiudnyttet i de danske affaldsenergianlæg, hvorefter slaggen bliver fuldt genanvendt i form af slaggegrus og metaller.

Energiudnyttelse

I affaldsenergianlæggene bliver restaffaldet til varme og strøm, som forsyner danske husholdninger via fjernvarme- og elnettet. Danske affaldsenergianlæg har nogle af verdens højeste virkningsgrader og meget skrappe krav til udledninger til luft og vand.

Genvinding af metaller

Den sidste rest er slaggen fra forbrændingen, som Afatek tager sig af. Afatek kan med den nyeste teknologi udsortere helt op til 90 procent af metallerne i slaggerne og sørge for, at de har en tilstrækkelig god kvalitet til, at de har en værdi som indhold i nye produkter, der sparer udvinding af nye metaller fra minedrift.

Slaggegrus erstatter grus fra grusgrave

De resterende mineralske materialer er slaggegrus, som bliver genanvendt som byggematerialer til f.eks. vejbyggeri. På den måde bliver al slagge genanvendt. I Danmark bliver slagge ikke deponeret. Slaggegruset sparer udvinding af nyt grus fra grusgrave i Danmark. Det er vigtigt, fordi efterspørgslen på grus som byggemateriale er stigende, mens antallet af grusgrave er faldende. Desuden er det forbunden med store gener for beboere i nærheden af grusgrave med tung trafik og støv og ødelagte natur- og kulturlandskaber.

Økonomi

Afatek sørger for at behandle og opgradere slaggen, så den har værdi på markedet for henholdsvis metaller og grus og står også for at forvalte økonomien på borgernes vegne på en bæredygtig måde.

Udvikling

Sammen med Danmarks Tekniske Universitet gennemfører Afatek livscyklusanalyser på hele behandlingen af affaldsslaggen og udvindingen af metaller samt det sidste restprodukt slaggegrus.